
- Det er pokkers svært at skulle konfrontere en kollega med, at han/hun lugter af alkohol. Derfor prøver både ledere og medarbejdere at bortforklare det, fortæller Mette Hvidberg-Hansen, der er leder af Dagtilbud i Center for Socialt Udsatte. (Foto: Horsens Kommune/Per Algreen)
Ledere vil lære at tackle alkohol
16. januar 2012
Bruger blandt andet afspritning af hænder som bortforklaring på alkoholmisbrug i Horsens Kommune.
Af Vibeke Juul
En del ledere i Horsens Kommune er usikre på, hvordan de skal tackle medarbejdere, der har et alkoholproblem.
Ifølge Mette Hvidberg-Hansen, der er leder af Dagtilbud i Center for Socialt Udsatte, finder både ledere og medarbejdere forståeligt nok ofte mange forklaringer på, hvorfor en ansat tit er syg, leverer et dårligt stykke arbejde eller isolerer sig.
- Jeg har for eksempel hørt en leder forklare lugten af alkohol med, at medarbejderen ofte sprittede sine hænder af. Mange lukker ubevidst øjnene for den reelle årsag, fordi det er pokkers svært at håndtere den virkelige grund, fortæller Mette Hvidberg-Hansen og forklarer samtidig, hvorfor det er alkohol, der er mest på dagsordenen:
- Ledere og medarbejdere vil formentlig aldrig leve med mistanken om, at en kollega sniffer kokain eller andet på jobbet, men med alkohol er det noget andet. Måske fordi det er socialt acceptabelt at drikke alkohol i større eller mindre mængder, og vi synes, vi træder ind over den personlige sfære ved at blande os.
Horsens Kommune holder for øjeblikket en række kurser, der skal klæde lederne på til opgaven. Og der er stor søgning til kurserne, der holdes samtidig med, at Horsens Kommune barsler med en ny Alkohol- og rusmiddelpolitik.
Politikken skal sikre en klar procedure for, hvad der sker, hvis ledere eller ansatte får mistanke om, at en kollega har et misbrug.
- Vi bliver ind i mellem ringet op af ledere, som er usikre på, hvordan de skal håndtere mistanken om, at en ansat drikker.
Misbruget kan have tragiske konsekvenser for medarbejderen og være en bekostelig affære for arbejdspladsen. Derfor laver vi nu kurser for lederne, så de kan føle sig bedre rustet til opgaven, forklarer HR-chef Charlotte Lyrskov.
Ud over lederne får alle tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter i Horsens Kommune også tilbudt et kursus i at håndtere den nye Alkohol- og rusmiddelpolitik.