Udsatte får hjælp i skurvogn

30. august 2010
I Horsens søger flere og flere sårbare borgere hjælp i kommunal skurvogn.

Af Vibeke Juul

En skurvogn bemandet med to kvinder har vist sig at være en særdeles vigtig livline for mange sårbare borgere i Horsens Kommune.

Siden skurvognen i starten af 2009 begyndte at trille rundt i byen, har 120 borgere regelmæssigt banket på for at få hjælp til tilværelsen. Derudover har ca. 100 borgere modtaget råd og vejledning via telefon eller et enkelt møde.

Det viser en evaluering af Projekt Støttehjulet. Projektet har til formål at fjerne borgernes barrierer over for det kommunale system.

- Vi får besøg af så mange borgere nu, at vi hver uge må henvise nogle til andre hjælpeforanstaltninger. Som regel kommer borgerne med en hel vifte af problemer. Vi sørger for brandslukningen her og nu og får derefter lagt en plan for, hvordan problemerne kan løses og i hvilken rækkefølge, fortæller de to socialfaglige konsulenter Mette Lange og Jette Keene, der bemander skurvognen.

Borgerne får hjælp til dagligdagsgøremål som at få styr på deres økonomi, så de undgår at blive smidt på gaden. De får assistance, hvis de skal i retten, til lægen eller har ærinder på kommunen m.m. Alt sammen i samarbejde med boligrådgivere, Borgerservice, Kriminalforsorgen, Jobcenter Horsens, Afdeling for Job og Afklaring, Center for Socialt Udsatte m.fl.

- Formålet er ikke at gøre borgerne ædru eller stoffri men derimod at forbedre deres livskvalitet og forhindre, at problemer – og udgifter – vokser sig endnu større på et senere tidspunkt, understreger Mette Lange og Jette Keene.

Thomas Søndberg, der er leder af Det Sociale Døgncenter Sølyst, siger:
- Evalueringen viser, at de sårbare borgere ikke betragter skurvognen som kommunal. Det understreger hvor stor betydning det har at møde borgerne, dér, hvor de er.

Projekt Støttehjulet støttes økonomisk af Velfærdsministeriet og slutter ved udgangen af april 2011.

Få mere at vide hos de to socialfaglige konsulenter Mette Lange og Jette Keene, Horsens Kommune på tlf. 30 52 02 37 / 30 52 02 47 og centerleder Thomas Søndberg, Det Sociale Døgncenter Sølyst på tlf. 20 82 34 96.


Vælg periode for nyheder
« 2011
seneste 2012
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori

Åbnings og telefontider

Mandag - Onsdag kl. 10.00-15.00
Torsdag kl. 10.00-17.00
Fredag kl. 10.00-13.00

Øvrige åbningstider

Horsens Kommune

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens
Tlf. 76 29 29 29
horsens.kommune@horsens.dk 

CVR. 29 18 98 89
EAN-numre
Øvrige kontaktinformation