
Tilskud til musiklivet
31. august 2010
13. september er der deadline for ansøgninger til Horsens Kommunes Musikpulje. Arrangørforeninger, kor og orkestre kan søge tilskud til næste års musikaktiviteter i puljen.
Horsens er en kommune med et stort antal musikforeninger. Såvel korsangerne og orkestermusikere som koncertarrangører inden for alle genrer er flittige folk, der bidrager til kommunens kulturelle profil året rundt. Musikpuljen tilgodeser såvel amatørmusikken som den professionelle musik.
Én gang årligt kan der søges kommunalt tilskud til aktiviteterne, og deadline er lige om hjørnet. Kulturudvalget behandler ansøgningerne til Musikpuljen medio oktober.
Der kan ikke søges tilskud til drifts- og anlægsudgifter og heller ikke rejseudgifter og udgifter til CD-udgivelse o.lign. kan støttes af puljen. Der imod kan man søge tilskud til musikaktiviteter, der er offentligt tilgængelige, nytænkende og repræsenterer en stor genremæssig bredde.
Musikkens Udviklingspulje har ansøgningsfrist samme dag. Den sigter mere mod de eksperimenterende og tværgående musikinitiativer og har tre årlige ansøgningsfrister.
Man kan finde ansøgningsskemaer til musikpuljerne på Horsens Kommunes hjemmeside under Kultur og Fritid/Musik. Man kan også henvende sig til kulturkonsulent Lene Bjarke Skov, tlf. 76 29 23 09 eller kulbj@horsens.dk og få skemaet tilsendt og få svar på sine spørgsmål.