
Linedanser fra middelalderen
Middelaldercirkus for hele familien
26. august 2010
Linedansernes forsigtige men vovede trin fremkalder synkrone ”åhhh” hos publikum, mens gøglerne farer rundt på lægterne og hofnarrens løjer tiltrækker folks opmærksomhed – ganske som en rigtig fest ved hoffet hos Kong Valdemar.
Vi glæder os til at byde alle velkommen i middelaldercirkus – en del af Europæisk Middelalder Festival i Horsens den 27. – 28. august, hvor voksne og børn kan opleve tryllerier og gøgler-numre, voltige, linedansere og et rigtigt ridderslag. Et af cirkus’ store navn bliver den professionelle cirkusartist Kasper Jensen, kendt fra DR1’s Talent ’08.
Spektakulære stunts, junglering og akrobatik
En trup af skøre klovne anført af Kasper Jensen indtager areaen den 28. august og garanterer masser af morskab for hele familien. Junglerende med alt fra glas til ild og højtspringende i vilde akrobatiske stillinger vil klovnene begejstre publikum i et fantastisk familieshow.
Udover at være kendt fra Talent ’08 har Kasper arbejdet som artist i over 10 år: Bl.a. som en del af CirkUFObia på Roskilde Festivalen 2005, i Cirkus Nemo, i storcentre og på Bakken sammen med Pjerrot. Bag sig har han en lang liste uddannelser på forskellige artistskoler både i Danmark og i udlandet, samt en masterclas i junglør-teknik.
Kørende ud til hele landet med egne shows og godt humør er Kasper og hans trup netop nu ved at forberede et ganske spektakulært middelaldershow for hele familien.
Cirkus gange tre
Middelaldercirkus har i alt tre forestillinger i Ridderarenaen lørdag den 28. august kl. 12, 17 og 20 á ca. 50 minutters varighed, og den danske herold sikrer, at både store og små kan følge med i alle løjerne. Billetter i forsalg koster kr. 60.- og kr. 70.- ved indgangen.