
- Flere børn vil fremover blive anbragt hos nær familie, forudser Tanja Nyborg, der er sektionsleder i Familie og Forebyggelse. (Foto: Horsens Kommune/Per Algreen)
Flere børn anbringes hos familien
31. august 2010
Horsens Kommune har succes med netværksanbringelser.
Af Vibeke Juul
Familieafdelingen i Horsens Kommune har succes med netværksanbringelser.
Netværksanbringelserne udgør nu 9,5 % af det samlede antal anbringelser i Horsens Kommune, mens de på landsplan kun udgør 3,4 %.
Og tendensen med at anbringe børn hos bedsteforældre, mostre eller andre familiemedlemmer vil fremover blive endnu mere udbredt i Horsens Kommune, forudser Tanja Nyborg, sektionsleder i Familie og Forebyggelse:
- Vi har succes med netværksanbringelser. Børnene oplever færre skift, når de bliver anbragt hos deres egen familie, og samtidig får de mulighed for at blive i deres nærmiljø.
Ifølge Hanne Boisen, der er leder af Familiepleje og Tilsyn i Horsens Kommune, skal familien – typisk bedsteforældre eller mostre – være velfungerende for at blive godkendt som netværksfamilie.
- Det altafgørende for os er, at der er en kærlig relation mellem netværksfamilien og barnet, fortæller Hanne Boisen.
Hun tilføjer, at netværksfamilierne på forhånd bliver grundigt undersøgt, inden de bliver godkendt. Blandt andet skal de kunne reflektere over de problemer, der kan opstå i forhold til de biologiske forældre. Hvad vil bedstemoren for eksempel gøre, hvis datteren pludselig kræver at se sit barn, selvom hun kun har lov til det hver 14. dag under overvågning af en familiebehandler? Netværksfamilien skal desuden gennemgå et grundkursus.