Færre syge
17. februar 2009
Fokus på sygefravær giver resultater i Horsens Kommune.
Horsens Kommunes intensive fokus på sygefraværet har allerede haft effekt. Sygefraværet er således faldet med 0,5 % fra 6,6 % i 2007 til 6,1 % i år – et fald på i alt 7081 sygedage. Det svarer til, at hver medarbejder nu kun har 16,6 sygedage om året mod tidligere 18.
- Vi er glade for allerede nu at kunne se resultater af den særlige bevågenhed, der er på sygefraværet i Horsens Kommune. Det politiske mål er at reducere sygefraværet med 20 % i løbet af to år. Vi har derfor store forventninger til, at det nye sygefraværskoncept 1-5-14, som indføres i hele organisationen i 2009, vil give endnu større resultater, fortæller HR-chef Charlotte Lyrskov.
Faldet i antal sygedage ses både i de korte fraværsperioder fra 1-15 dage og fra 16-28 dage. Tendensen er desuden, at der bliver færre drypvise sygedage.
Forløberen for 1-5-14 er et sygefraværspilotprojekt, som Horsens Kommune startede i november 2008. Projektet, der slutter ved udgangen af februar, omfatter 31 af kommunens institutioner.
- Det er endnu for tidligt at drage endelige konklusioner på projektet, men foreløbigt viser tendensen for de første projektmåneder et fald i antallet af sygedage samt et fald i varigheden af sygedagene for ca. halvdelen af projektdeltagerne, fortæller Per Holst Mikkelsen, HR-konsulent og tovholder på projektet.
Evalueringen af pilotprojektet ventes at ligge klar i midten af marts.
Få mere at vide hos HR-chef Charlotte Lyrskov, Horsens Kommune på tlf. 76 29 20 25 / 30 10 01 66.