Stor interesse for milliard-projekter i Horsens

23. april 2008
Høj kvalitet i de konsortier, der ønsker at være med til at udvikle Horsens midtby.

Den 34.000 kvadratmeter store Slagterigrund ved banegården i Horsens skal bebygges med op mod 70.000 kvadratmeter kulturstation, butikscenter og boliger, og havnen i Horsens skal udvikles til en attraktiv og aktiv del af byen med kultur- og fritidsaktiviteter, arbejdspladser, cafeer, butikker og boliger.

Så det er projekter i milliard-klassen, der er i spil i Horsens i de kommende år. For at få de bedst mulige løsninger har Horsens Kommune afviklet en runde med prækvalifikation af konsortier og teams til de to opgaver.

Horsens Byråd har nu sat navne på de fem konsortier, der må byde ind på Slagterigrunden ved Banegården og de seks tværfaglige teams, der skal deltage i konkurrencen om omdannelsen af Horsens Havn.

Pris og kvalitet

10 teams bestående af investorer, arkitekter og ingeniører søgte om at deltage i en konkurrence om udformning af bebyggelsen på Slagterigrunden, og efterfølgende er de blevet bedømt på baggrund af såvel økonomiske som tekniske og faglige kompetencer.

Fem blev udvalgt og konkurrencen afgøres i sensommeren. Kvaliteten af projekterne og den tilbudte pris vil afgøre, hvem der får lov til at købe grunden. På baggrund af det vindende projekt vil der blive udarbejdet en lokalplan for grunden. (Nedenfor er en liste over de fem konsortier, der er med i konkurrencen)

24 tværfaglige teams ønskede at blive prækvalificeret til idékonkurrencen om havnens udvikling. På grund af den meget høje kvalitet i de enkelte teams blev seks teams udvalgt til idé-konkurrencen, og de er valgt både i forhold til kvaliteten i besvarelserne og i forhold til at få en så bred belysning af opgaven som overhovedet muligt. (Nedenfor ses en liste med de seks teams, som er med i idé-konkurrencen.)

- Det er utrolig positivt, at så mange store og spændende arkitektfirmaer og ingeniørfirmaer samt investorer ønsker at være med til at præge de kommende års udvikling af Horsens by. I byrådet har vi store ambitioner på byens vegne om, at det nye butiks- og kulturcenter på Slagterigrunden er starten på en storstilet og gennemgribende fornyelse af midtbyen i Horsens. Målet er at få skabt en attraktiv og sammenhængende forbindelse gennem midtbyen - fra Slagterigrunden, gennem strøget til havnen. Med andre ord: Et smukt oplevelsesbånd hele vejen gennem Horsens, som giver liv og oplevelser og skaber sammenhæng mellem byens mange funktioner og muligheder, siger borgmester i Horsens Kommune, Jan Trøjborg (S).

- Og med de mange spændende firmaer, der vil være med i den videre proces, er jeg sikker på, vi får et helt unikt resultat ud af anstrengelserne, tilføjer Jan Trøjborg.

De fem konsortier, der vil købe og bebygge Slagterigrunden (i vilkårlig rækkefølge):

1) NCC Property Development A/S, 3XN A/S, Cowi A/S, NNC Construction Danmark A/S

2) KPC Finans I A/S, K/S Frederiksbjerg Ejendomme, K/S Property Partners, Arkitema K/S

3) Nordicom, Arkitektfirmaet C.F. Møller A/S, Ginneruparkitekter, Rambøll Danmark A/S, Andelsforeningen Odinsgaard

4) A. Enggaard A/S, Braaten+Pedersen, Schmidt hammer lassen k/s, Niras A/S

5) Svanen Development A/S, Carval, Reteam Global ApS, Rumarkitekter, KHR Arkitekter A/S, Oluf Jørgensen A/S, Metopos"

De seks tværfaglige teams, der deltager i idékonkurrencen om omdannelse af Horsens Havn (i vilkårlig rækkefølge):

1) Rambøll Nyvig Virum, Cobe arkitekter, Schønherr landskabsarkitekter, Ginneruparkitekter.

2) Juul og Frost København, Rambøll, Stoss Landscapeurbanism, Boston, John Pløger.

3) Holscher Arkitekter København, Hausenberger, ÅF-Hansen og Henneberg rådg. Ingeniører samt lokale ambassadører (Bent Rønn, Erling Walther, Frank Panduro).

4) Hasløv & Kjærsgaard København, Bosch og Fjord, Zentropa, EKS rådg. ingeniører.

5) NIRAS konsulenter Århus og Cubo arkitekter.

6) C. F. Møller Århus, Metopos Landskabsarkitekter, Alectia rådg. ingeniører.


Vælg periode for nyheder
« 2011
seneste 2012
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori

Åbnings og telefontider

Mandag - Onsdag kl. 10.00-15.00
Torsdag kl. 10.00-17.00
Fredag kl. 10.00-13.00

Øvrige åbningstider

Horsens Kommune

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens
Tlf. 76 29 29 29
horsens.kommune@horsens.dk 

CVR. 29 18 98 89
EAN-numre
Øvrige kontaktinformation