
Øst for Brædstrup by ligger Ring Skov og i den ligger Parken. Ring Skov har i to ombæringer tilhørt Mattrup Gods, og skoven er hovedsagelig dannet af skovlodder til fæstegods, som er frasolgt Mattrup.
De Thygeson familien ejer skoven fra 1905, og de omdanner den del af skoven, som i dag udgør Parken, til en form for lystskov, og Brædstrups foreninger får ind imellem tilladelse til at anvende festpladsen.
Ved frk. Trap De Thygesons død i 1934 køber Borger -og Håndværkerforeningen Parken for 5.000 kr. og den bliver fremover kaldt "Trap De Thygesons Mindepark". Vedligeholdelsen af Parken bliver dog senere en belastning for Foreningen, og ejerskabet overgår derfor til Brædstrup Kommune, hvorefter den kaldes Folkeparken, hvilket så senere igen ændres til det nuværende Parken. I den mellemliggende tid er den øvrige del af skoven også gået tilbage til Mattrup Gods.
Parken er gennem årene blevet brugt til bl.a. ringridning, og har været fast hjemsted for Tennisklubben og Det Danske Spejderkorps, og indtil 1968 blev der også afholdt dyrskue her. I nyere tid er Parken blevet brugt til Bakkefester, Vise-og Børnefestivaller, Grundlovsfester, Sangaftener og andre arrangementer så som Ring Skov-løb m.m.