Naturen netop nu

Årets gang i skoven - Forår

Foråret er den tid hvor naturen vågner efter vinterens dvale. Skovfolkene er færdige med deres vinterfældning af træer. Ræven har fået sit kuld unger, og solen kommer højere på himlen og varmer jorden op.
I skoven betyder det, at de planter som skal nå deres livscyklus, inder træerne får blade, er ved at få travlt.

De første blomster

De første blomster som skyder frem er anemonen og vorteroden. For at kunne komme først, har de ”smurt deres madpakke”. De har sidste år samlet næring og gemt den i deres underjordiske dele, så de er klar til at spire frem så snart frosten forlader jorden, sætte blade og blomstre, inden træernes blade lukker for lyset til skovbunden. Når anemone og vorterod har sat frø, skal de samle næringen til næste år, inden de visner.

Vil du have en buket anemoner med hjem, er det en god ide, at plukke dem i en plasticpose for at holde på fugten, så de ikke visner. Du kan så arrangere buketten, når du kommer hjem.

Fugle

I skoven vil du høre mange fuglestemmer. Tidligt på foråret danner fuglene par og finder et godt redested og skal nu til at forsvare deres territorium, så andre fugle ikke bygger rede for tæt på. Når æggene er blevet udruget, får de gamle fugle travlt med at fodre ungerne med insekter, larver og orm. De skal gerne have et kuld unger mere inden det bliver for sent.
I skoven lader man gamle, udgåede og knækkede træer blive stående, til fugle og insekter. I disse træer vil du ofte kunne se at spætten har lavet sin rede – der er spættehuller i stammen. Sæt dig stille ned i lidt afstand fra stammen. Her vil du kunne opleve spætten komme og under stor larm, fodre sine unger samt fjerne ungernes klatter.

Dyreunger

Går du i skoven tidligt om morgenen eller i skumringen, kan du være heldig at se ræve- og grævlingeunger lege ved deres grav. Det er nødvendigt på forhånd at vide, hvor gravene er. Når vi når maj måned, sker der rigtigt noget i skoven. Planterne myldrer frem og træer springer ud. De frø, som blev smidt i efteråret, spirer frem til nye planter og træer.

Skovmærke

En af de planter, som er nem at kende er skovmærke. Den står sart og lysegrøn i skovbunden med sine kransstillede blade og lille hvide blomst. Plukker du en skovmærke og nulrer den mellem fingerne, vil der brede sig en liflig duft.Man kan binde kranse af den og hænge den op hjemme, og duften vil brede sig i huset. Selv om kransen af skovmærker tørrer, vil den stadig dufte, når der kommer fugt i luften. En indikator for regnvejr. Tidligere havde fattige ret til at plukke skovmærken, binde kranse af dem og sælge dem i byerne på torvedage uden at skulle betale torveafgift.

Skovmærken kan også bruges som krydderurt til kryddersnaps. Man kan også bruge den som smagsstof i hvidvin. Man tager en flaske hvidvin, kommer 1 spiseskefuld sukker i. Herefter plukker man en god håndfuld skovmærker og kommer dem ned i flasken. Sæt proppen i og stil flasken i køleskabet en halv dags tid, og du har en velsmagende drik. 

Årstidens træ - Bøgetræet

Bøgen er vores nationaltræ. Men det er også en viser for, hvornår det er rigtig forår. Det er det, når bøgen springer ud. Hvilken bøg kommer først? Springer den ud før maj?
Når bøgen vokser i skoven får den en høj stamme uden sidegrene og kan nå en højde på ca. 40 meter. Vokser den som et fritstående træ, bliver den kortere i stammen med meget stor krone. Bøgens blade sidder i 2 rækker på sidegrenene, så de ikke skygger for hinanden; men samtidig er de placerede sådan, at de danner en sammenhængende bladflade, der skygger for planterne i skovbunden.
Bøgens trekantede frugter kan spises og smager som nødder. Tidligere havde man svin på olden. Det betød, at svinene gik i skovene og spiste egens og bøgens frugter. Når de ledte efter føde, gennemrodede de jorden med deres tryner, hvilket medførte, at de ”såede” mange træer.

Bøgen er ca. 100 år, når den bliver fældet. Dens ved bruges i dag til: møbler, gulve og brænde. Når man udtynder i en bøgebevoksning, udvælger man de slankeste stammer uden knaster. Disse træer bliver brugt til at lave ispinde af.


 

















 


Indholdsansvarlig Jonna Hansen, jh@horsens.dk  
For yderligere oplysninger kontakt
Naturområdet
Rådhustorvet 4
8700 Horsens
Tlf.: 76292929

Åbnings og telefontider

Mandag - Onsdag kl. 10.00-15.00
Torsdag kl. 10.00-17.00
Fredag kl. 10.00-13.00

Øvrige åbningstider

Horsens Kommune

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens
Tlf. 76 29 29 29
horsens.kommune@horsens.dk 

CVR. 29 18 98 89
EAN-numre
Øvrige kontaktinformation