Nye regler om gyllebeholdere

Gyllebarrierer, terrænændringer og alarmer på gyllebeholdere

Den 12. februar 2011 trådte nedenstående regler til sikring af uheld ved eksisterende gyllebeholdere i kraft (Bekendtgørelse nr.100 af 09.02-2011). Formålet er at reducere risikoen for forurening af vandløb og natur ved uheld med udslip af gylle fra gylletanke.

Hvilke beholdere er omfattet af reglerne og hvad skal der gøres?

Alle gyllebeholdere, der ligger enten i et risikoområde (1) eller nærmere end 100 meter fra et vandløb eller en sø over 100 m2, skal være udstyret med et alarmsystem (2).

Gyllebeholdere, der ligger indenfor et risikoområde, men er beliggende mere end 100 meter fra et vandløb/ en sø over 100 m2, skal etablere en terrænændring (3) og et alarmsystem.

Gyllebeholdere, der både ligger i risikoområde og indenfor eller nærmere end 100 meter fra et vandløb/en sø over 100 m2, skal etablere en gyllebarriere (4) og et alarmsystem. Se illustration her.

Alternativ – afviklingsplan senest 1. oktober 2011

Som alternativ til etablering af gyllebarriere, er der i reglerne indbygget en mulighed for at vælge at afvikle beholderen, når den er 20 år gammel. Beholdere med krav om montering af alarm er dog fortsat underlagt dette krav, uanset om beholderen er anmeldt afviklet eller ej. Frist for at indsende afviklingsplan var dog 1. oktober 2011.

Beholdere, der er anmeldt afviklet, skal tidligst være taget ud af brug den 1. januar 2017, eller for miljøgodkendte landbrug ved udgangen af den 8-årige retsbeskyttelse på beholderen, hvis denne løber længere end 1. januar 2017.

Hvis din gyllebeholder er opført før den 15. februar 2011 og er omfattet af ovenstående, skal afværgeforanstaltningerne være etableret senest 1. januar 2012 (dog afviklingsplan hos kommunen senest 1. oktober 2011). Etablering af alarm og/eller gyllebarriere/ terrænændring skal anmeldes til kommunen, inden den foretages. Anmeldelsen kan sendes på natur@horsens.dk.

Definitioner

(1) Risikoområde
Et risikoområde er i denne sammenhæng områder, hvor terrænet skråner med en gennemsnitlig hældning på mere end 6 grader målt fra beholderen til nærmeste vandløb eller sø (større end 100 m2). På Horsens kommunes hjemmeside kan du se om din gyllebeholder ligger i risiko område. Fremsøg din adresse. Terrænhældning aktiveres derefter under fanen ”Landbrug”.

(2) Alarmsystem
Et system skal som minimum kunne registrere pludselige fald i overfladen af beholderen til opbevaring af flydende husdyrgødning.

(3) Terrænændring
En ændring i terrænet, der mindst kan tilbageholde 25 m3 flydende husdyrgødning.

(4) Beholderbarriere
En barriere, eventuelt i form af jordvold, der mindst kan tilbageholde den del af beholderens indhold, der er beliggende over terræn. Barrieren skal etableres som en jordvold eller som en vold af samme materiale, som den beholder den opføres omkring. Farverne skal være i samme farve som beholderen eller i jordfarve.

Afstanden mellem beholderen og barrierens fod må maksimalt være 20 meter. Barrierens højde må maksimalt være 1 meter under beholderens højde over terræn. Barrieren må ikke placeres nærmere end 30 meter til naboskel.

Senest den 31. december året efter etablering af barrieren, skal der være etableret afskærmende beplantning omkring barrieren eller på selve barrieren, hvis denne etableres som en jordvold. Den afskærmende beplantning skal bestå af naturligt hjemmehørende løvtræarter eller buske.

Du er velkommen til at kontakte Horsens Kommunes Naturafdeling for nærmere vejledning.



Indholdsansvarlig Jonna Hansen, jh@horsens.dk  

Åbnings og telefontider

Mandag - Onsdag kl. 10.00-15.00
Torsdag kl. 10.00-17.00
Fredag kl. 10.00-13.00

Øvrige åbningstider

Horsens Kommune

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens
Tlf. 76 29 29 29
horsens.kommune@horsens.dk 

CVR. 29 18 98 89
EAN-numre
Øvrige kontaktinformation