Affald egnet til materialenyttiggørelse

Kommunerne har, med den reviderede Affaldsbekendtgørelse pr. 13. januar 2010, ikke længere pligt eller ret til at etablere indsamlings- og anvisningsordninger for kildesorteret erhvervsaffald til materialenyttiggørelse. Kildesorteret erhvervsaffald til materialenyttiggørelse defineres efter Affaldsbekendtgørelsen som kildesorteret erhvervsaffald, som kan forberedes til genbrug, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse.

Det er virksomhedens ansvar og pligt at kildesortere og sikre genanvendelse af det pågældende affald. Kommunernes opgave er at føre tilsyn med, at virksomhederne kildesorterer og genanvender affaldet.

Eksempel på virksomheders kildesorteret affald er:
• Pap, karton og papir
• Flasker og glasemballage
• Emballageaffald af plast
• Emballageaffald af metal
• Emballageaffald af træ
• Jern og metal
• Planglas
• Dæk
• Autoruder
• Have- og parkaffald
• Bygge- og anlægsaffald som f.eks. mur- og tagsten, beton, hård PVC, jern og metal, gips mv.

Kommunerne skal fortsat etablere indsamlings- og anvisningsordninger for andet affald end kildesorteret erhvervsaffald til materialenyttiggørelse herunder forbrændingsegnet og deponeringsegnet affald, se Regulativ for erhvervsaffald.

I det digitale Affaldsregister, der er et offentligt tilgængeligt register over de virksomheder som indsamler, behandler og transporterer affald, kan virksomheder søge på affaldstransportører/-behandlere, som aftager affald egnet til materialenyttiggørelse. Affaldsregisteret ligger på Miljøstyrelsens hjemmeside https://www.affaldsregister.mst.dk.

Hvis du vælger en affaldstransportør, der ikke er registreret som indsamlingsvirksomhed, har du selv ansvaret for affaldet indtil det er afleveret på et behandlingsanlæg. Du skal i den forbindelse sikre, at affaldet afleveres på registrerede og godkendte behandlingsanlæg, og at affaldstransportøren afleverer en erklæring til anlægget om, hvorfra affaldet stammer, og som gør det muligt for behandlingsanlægget at indberette data om det modtagne affald til Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem.

Hvis du vælger en indsamlingsvirksomhed til at bortskaffe det kildesorterede erhvervsaffald til materialenyttiggørelse, overtager indsamlingsvirksomheden ansvaret for affaldet fra det øjeblik at affaldet bliver hentet fra din ejendom. Det er indsamlingsvirksomhedens ansvar, at affaldet afleveres på et registreret og godkendt behandlingsanlæg, og at data om affaldet indberettes til Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem.

Horsens Kommune har udarbejdet en vejledning om håndtering af bygge- og anlægsaffald samt en vejledning om affaldssortering i landbruget, der bl.a. vejleder i sortering af genanvendeligt affald.

Indsamling ved ejendomme med blandet bolig og erhverv og ved Miljøstationer:

Mange virksomheder beliggende i ejendomme med blandet bolig og erhverv har hidtil benyttet beholdere til indsamling af papir fra husholdninger. Ligeledes har nogle virksomheder beliggende i nærheden af Miljøstationerne (De Grønne Pladser) i kommunen anvendt disse til aflevering af papir eller glas og flasker.

I forbindelse med, at kommunerne ikke længere har ansvaret for affald egnet til materialenyttiggørelse, må affaldet egnet til materialenyttiggørelse heller ikke indsamles sammen med husholdningernes affald. Det betyder, at virksomheder beliggende ved ejendomme med blandet bolig og erhverv mv., eller virksomheder der før har afleveret til Miljøstationerne skal have egne beholdere til det kildesorterede erhvervsaffald til materialenyttiggørelse, f.eks. til opsamling af papir eller glas og flasker.

Virksomhederne skal derfor selv indgå aftaler med affaldstransportører / behandlere af affaldet. Ejendommen er forpligtet til at stille plads til rådighed til beholdere til affald egnet til materialenyttiggørelse fra virksomheder. Eventuelt kan flere virksomheder ved samme ejendom deles om beholdere til det affaldet.

Aftagere af kildesorteret erhvervsaffald til materialenyttiggørelse i form af indsamlingsvirksomheder / affaldstransportører / behandlere findes på Miljøstyrelsens hjemmeside https://www.affaldsregister.mst.dk.


Indholdsansvarlig Carsten Lund  Nielsen, tecln@horsens.dk  
For yderligere oplysninger kontakt
Affald og Genbrug

Rådhustorvet 4
8700 Horsens


Tlf.: 76 29 26 56
E-mail: virksomhedsgebyr@horsens.dk
Åbningstider:

mandag til onsdag fra kl. 10.00 til 15.00 - torsdag fra kl. 10.00 til 17.00 - fredag fra kl. 10.00 til 13.00.

Åbnings og telefontider

Mandag - Onsdag kl. 10.00-15.00
Torsdag kl. 10.00-17.00
Fredag kl. 10.00-13.00

Øvrige åbningstider

Horsens Kommune

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens
Tlf. 76 29 29 29
horsens.kommune@horsens.dk 

CVR. 29 18 98 89
EAN-numre
Øvrige kontaktinformation