Naturen netop nu

Årets gang i skoven - Vinter

Naturen har gjort sig vinterklar. Træerne har tabt deres blade. De grønne planter er visnet ned, men inden dette er sket, har de gjort sig klar til foråret ved at smide deres frø, og nogle har samlet næring i rødderne, så de er klar til at vokse op til foråret.

Dyrespor
Vinteren er årstiden for dyrespor. Hvis der falder sne, er det let at følge et dyrs færden i den nyfaldne sne. Det kan ofte være en god ide at tage en bog om "dyrespor" med.

Du kan også lave aftryk af dyrespor med gips. Det kræver lidt forberedelse. Du skal medbringe: gips, vand, et bæger samt en ske/rørepind. Når du har fundet et godt dyrespor renses det for blade, pinde o.l. Kom gips i bægeret. Tilsæt lidt vand ad gangen og rør rundt. Du må gerne lave blandingen tynd, så den kan løbe ud i alle dele af sporet. Du kan ridse dato og evt. hvilket dyr sporet er fra i den våde gips. Lad sporet tørre helt inden du tager det op. Når du kommer hjem kan du rense aftrykket med en tør neglebørste.

Indsamling af ting til jul
Reglerne for indsamling i kommunale skove:

- du må samle alt til eget brug, dog må du ikke tage gran i skovene samt brække grene af træer og buske.

- du må færdes overalt også uden for veje og stier, dog skal speciel skiltning respekteres.

I private skove:

Her må du samle til eget brug, hvad du kan nå fra veje og anlagte stier. Disse regler skal følges:

- du må ikke gå ind i skovbunden og samle. - du må ikke tage gran samt brække grene af træer og buske.

Planter
Selv om skovbunden ser død ud, er der liv under bladene. Prøv at gå ind mellem nogle løvtræer. Skrab forsigtigt bladene i skovbunden til side, og du vil se nogle spæde spirer titte frem. Du kan se, at spiren sidder på en lang "rod". Det du har fundet er anemoner, som er klar til at spire op, så snart frosten har forladt jorden.

Mange af skovens tidlige blomster f.eks. anemone og vorterod har i foråret samlet næring i deres "rødder", så de kan nå at vokse op, sætte blomst, blive bestøvede, danne frø og samle ny næring til næste år, inden træerne springer ud og skygger for skovbundens planter. Herefter skal planternes frø modne og spredes.

Årstidens træ – Rødgranen
Vi har valgt rødgranen som årstidens træ af flere årsager. Det var det træ, som først blev brugt som juletræ i 1808. Det er stedsegrønt og giver derfor vinterly til mange af skovens dyr. Dets kogler giver mad til mange dyr, f.eks. egern, mus og spætter. Rødgranen blev plantet første gang i Nordsjælland omkring 1730. Rødgranen er en ret hurtigtvoksende træsort, som skulle afhjælpe det træfattige Danmarks mangel på træ.

Da man i slutningen af 1700-tallet begyndte at opdyrke den jyske hede, viste det sig, at rødgranen trivedes godt på de magre hedejorde, og snart blev det det vigtigste træ i hedeplantagerne.

 

 

 

 

 


Indholdsansvarlig Jonna Hansen, jh@horsens.dk  

For yderligere oplysninger kontakt

Naturafdelingen

Rådhustorvet 4
8700 Horsens


Tlf.: 76292929
E-mail: natur@horsens.dk

Åbnings og telefontider

Mandag - Onsdag kl. 10.00-15.00
Torsdag kl. 10.00-17.00
Fredag kl. 10.00-13.00
Øvrige åbningstider

Horsens Kommune

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens
Tlf. 76 29 29 29
horsens.kommune@horsens.dk 

CVR. 29 18 98 89
EAN-numre
Øvrige kontaktinformation