Batterier
Smid ikke batterier i skraldespanden!
Batterier består af forskellige metaller. Nogle batterier indeholder tungmetaller som bly, cadmium, kviksølv, chrom, arsen og nikkel. Disse tungmetaller er meget skadelige for planter, dyr og mennesker, hvis de spredes i miljøet.
Batterier må derfor ikke puttes i affaldssækken. Puttes de i skraldesækken brændes de på Kraftvarmeværket, og tungmetallerne ender dermed i restprodukterne fra forbrændingen.
Aflevering
Du kan lægge dine brugte batterier i en gennemsigtig plastikpose. Luk posen med en knude og læg den på låget på dit affaldsstativ. Så tager skraldemanden batterierne med næste gang, han skifter affaldssækken. Plastikposen må maksimalt kunne rumme 4 liter.
Sætter du selv affaldssækken frem til skraldemanden, kan du lægge dine brugte batterier i en klar plastikpose og lægge den oven på sækken. Den klare plastikpose må ikke fastgøres til udsættersækken.
Du kan bruge denne ordning til dine mindre husholdningsbatterier og genopladelige batterier. De genopladelige batterier skal være taget ud af udstyret, for eksempel boremaskiner, legetøj med videre.
Batterier kan også afleveres ved De Grønne Pladser samt ved mange supermarkeder, benzinstationer og byggemarkeder.
Hvis du har bilbatterier, akkumulatorer eller andre store batterier, skal disse afleveres på genbrugspladsen.
Husk også de usynlige batterier
Der kan være batterier i mange ting. Det kan f.eks. være legetøj, sko, postkort, slips, kameraer m.m. Ting som kan lyse eller sige lyde. Den slags batterier kan ofte hverken skiftes ud eller fjernes, så hele produktet skal afleveres som batterier.
- Bly er giftigt og skader nervesystemet og hjernen. Det påvirker indlæringsevnen og kan i yderste tilfælde medføre sindssyge. For meget bly i kroppen kan også medføre sterilitet.
- Kadmium er giftigt fordi det hober sig op i lever og nyrer, så kroppen bliver forhindret i at opbygge forskellige stoffer.
- Kviksølv er en miljøgift, som ophober sig i fødekæden og kan skade nervesystemet hos mennesker.
- Litium kan være med til at udvikle for højt stofskifte.